MIDTBYENS NATURBØRNEHUS
På Møllegade i Sønderborg er opført en ny daginstitution, der kan rumme op til 130 børn fra vuggestue til skolealder. Institutionen har en stærk natur-profil, og kører dagligt en gruppe børn ud til Kær Vestermark, hvor de boltrer sig i naturen og det smukke landskab.
De 130 børn, hvoraf op til 35 er vuggestuebørn, er fordelt på otte stuer, med ca. 17 børn i hver. Børnene er opdelt, så de yngste børn, fra 0 t.o.m. 3 år, er samlet i stueetagen, mens de ældste børn er placeret på 1. sal.
Stuerne er sat sammen to og to i fire såkaldt teams, der har en særlig, indbyrdes tilknytning. De to stuer i et team deler således ankomstareal, fordelingsrum, garderobe og overdækket terrasse/altan. Derudover er der mulighed for at åbne op mellem de to stuer via en stor dobbeltdør.
Fællesfaciliteterne udgøres af et stort hjerterum, et motorikrum, et krea-/sciencerum og flere ”legehuler” og nicher. Fællesrummene er alle dobbelthøje, og har således forbindelse til stuerne på begge etager.
For at bryde den lange bygning ned i en mere børnevenlig skala, der også i højere grad passer til skalaen i den øvrige, eksisterende boligbebyggelse i området, er bygningen delt op i en række sidestillede, forskudte saddeltagskroppe, der er udført i hhv. tegl og træbeklædning.
Afskærmede tagudhæng giver righoldig adgang til beskyttede udearealer fra alle primære opholdsrum.
ZENI arkitekter har stået for udarbejdelse af byggeprogram og dispositionsforslag, der er blevet til i tæt samarbejde med repræsentanter fra både bygherre og det fremtidige personale. ZENI har ligeledes stået for udbud af projektet i totalentreprise, og varetaget rollen som bygherrerådgiver i udførelsesfasen.
Vinder i kategorien “Smukt nybyggeri” i forbindelse med Sønderborg Kommunes anerkendelse af smuk bygningskultur 2022
TYPE: DAGINSTITUTION
STATUS: INDVIET NOV. 2021
STØRRELSE: CA. 1350 M2
KUNDE: SØNDERBORG KOMMUNE
SAMARBEJDSPARTNERE: RAMBØLL
LOKATION: SØNDERBORG