Storegade 27 & 31 i Nordborg
Som en central og gennemgående åre i Nordborg by, danner Storegade ramme for en vigtig del af byens daglige liv. Gaden rummer udover boliger, et bredt udvalg af erhverv og forretninger, som er de drivende faktorer i byens daglige ’liv’ og aktiviteter.
I 2022 nedbrændte to markante bygninger, Storegade 27 og 31, og efterlod dermed betydelige huller i Nordborgs hovedgade. Takket være de lokale ildsjæle i LINAK Holding A/S, bliver disse huller nu fyldt ud af to nye bygninger, der med hhv. en butik og en café i stueplan, ud mod Storegade, vil være med til at fastholde og understøtte livet i Nordborg midtby. Foruden café og butik, består de nye bygninger også af i alt 10 nye lejligheder.
Langs Storegade opleves der bygninger fra vidt forskellige tidsaldre, fx er nabohuset på Storegade 25 opført med bindingsværk og er rig på ornamentering i facaden. Andre nærliggende bygninger daterer sig fra en væsentligt nyere tid, og med karaktertræk, som er typiske fra det 20. århundrede.
De nye bygninger tager afsæt i en moderne tolkning af gadens varierende, historiske karakter, så de både indgår i og forstærker helhedsoplevelsen. Med deres moderne udtryk, bringer de ligeledes et nyt lag til historien om Storegade i Nordborg.
TYPE: BOLIGER OG ERHVERV
STATUS: UNDER UDFØRELSE
STØRRELSE: HHV. 817 m2 og 527 m2
KUNDE: LINK HOLDING A/S
SAMARBEJDSPARTNERE: FYNSK OG SØN A/S, DRIAS
LOKATION: NORDBORG