Totalrådgiver på Fremtidens Herberg i Aalborg

Med den ny hjemløsereform skal herbergernes indretning og design tænkes på en anden måde, så beboerne bliver bedre klædt på til at komme i egen bolig. Nu starter arbejdet med at ombygge Kirkens Korshærs herberg i Aalborg. Ombygningen bliver et eksempelprojekt på herbergsarbejdet med Housing First, der kan inspirere andre herberger i landet.

ZENI arkitekter er, via en indbudt konkurrence, blevet valgt som totalrådgiver på projektet, der udføres i samarbejde med Rambøll og LABLAND som underrådgivere.

Det eksisterende herberg på Forchhammersvej i Aalborg skal bygges gennemgribende om. Ombygningen vil omfatte transformation af eksisterende værelser til selvstændige overgangsboliger, der ligner de permanente boliger, borgerne vil flytte ind i, når de forlader herberget.

Derudover vil de administrative områder blive omdannet til kontaktsteder med fokus på indskrivning, afklaring og rådgivning. Det skal sikre, at herberget kan fungere som en vigtig brobygning mellem hjemløshed og et permanent hjem.

Projektet udføres for Kirkens Korshær, og medfinansieres af Realdania, Det Obelske Familiefond samt AN-TV.

En grundig foranalyse af Carlberg ApS og CUBO ligger til grund for den videre, afklarende proces.

Forrige
Forrige

Totalrådgiver på Fynslunds fremtidige fællesskaber

Næste
Næste

AFSKEDSRECEPTION FOR KAI