Sognehus i Bjollerup
For Bjollerup og Uge Sogn, har ZENI stået for et transformationsprojekt, hvor den oprindelige landsbyskole, der i mange år har fungeret som ferieudlejningsbolig, omdannes til et nyt sognehus.
Med sin placering lige overfor Bjolderup Kirke, på den anden side af Bjolderup vej, ligger det nye sognehus helt ideelt. Derudover vil det store, grønne areal umiddelbart vest for bygningen, og den afskærmede have mod sydøst have stor brugsværdi i forbindelse med diverse arrangementer.
Sognehuset kommer, foruden arbejdspladser for kirkens personale, herunder kontor og samtalerum for præsten, til at rumme to samlingssale/multirum, med tilhørende anrettekøkken, der muliggør et bredt udvalg af arrangementer for menigheden.
Sognehuset indrettes indenfor rammerne af de eksisterende bygninger, men den senest tilkomne mellembygning, fra starten af firserne, nedrives, og i dens sted opføres en ny, mere simpel mellembygning. Den nye mellembygning bliver bindeled mellem menighedssalen og de øvrige funktioner i huset, men den bliver også bindeled mellem inde og ude, samt mellem de to uderum mod hhv. vest og sydøst. På begge sider af mellembygningen vil der således kunne etableres udendørs opholdsarealer, så man altid kan finde en plads i solen - forudsat, at den skinner.
Visuelt får den nye mellembygning de to eksisterende bygninger mod hhv. nord og syd til i højere grad at fremstå som selvstændige bygninger i egen ret, hvilket giver et mere roligt, samlet arkitektonisk udtryk. Derudover vil den nye mellembygning, med udkragende tag og sit anderledes formsprog, tydeligt markere, hvor man som gæst skal ankomme til bygningen.
TYPE: SOGNEHUS
STATUS: UNDER UDFØRELSE
STØRRELSE: 490 m2
KUNDE: BJOLLERUP-UGE MENIGHEDSRÅD
SAMARBEJDSPARTNERE: AVNØ
LOKATION: BJOLLERUP