Villa, Aabenraa

Denne private villa er designet ud fra den flotte udsigt ud over Aabenraa Fjord, såvel som terrænet på den stærkt skrånende grund. Villaen er således udført med en ”tung” etage i parterreniveau, og en lettere stueetage i ankomstniveau. Huset fremstår dermed i ét plan fra ankomstsiden og i to plan ud mod udsigten mod fjorden.

Arkitektonisk greb tilpasset stedet og bygherre behov

Den øverste etage, i ankomstniveau er den ”offentlige” etage, med køkken/alrum og opholdsstue, hvor store vinduespartier fra gulv til loft åbner op mod udsigten over fjorden. Da udsigten er mod nord, er det ikke nødvendigt med solafskærmende tiltag ved de store glaspartier, så udsigten bliver blokeret mindst muligt. Af samme grund er terrassen delt i to, og placeret mod hhv. øst og vest. Således forstyrrer terrasserne ikke udsigten, og de opnår med deres placering at få hhv. morgen- og aftensol. Parterreetagen er den ”private” etage, med soveværelser, badeværelser og motionsrum.

Centralt i hjemmet, og det første man møde, når man ankommer, er det åbne, gennemgående trapperum, og et vindue, der indrammer udsigten. Trappen er placeret op ad en dobbelthøj betonvæg, der dels giver en kontrast til de øvrige, hvide vægge, og dels er med til visuelt at binde de to etager sammen. Man kan således overskue og forstå huset fra det øjeblik man træder indenfor.

Materialer med fokus på kontekst, æstetik og holdbarhed

Materialemæssigt er facaderne holdt i gedigne materialer, primært tegl og zink. Dermed sikres det, at huset passer ind i den eksisterende materialepalette i området, og at villaen vil ældes med ynde.


TYPE: VILLA

STATUS: IBRUGTAGET 2020

STØRRELSE: 240 m2

KUNDE: PRIVAT

SAMARBEJDSPARTNERE: AVNØ

LOKATION: AABENRAA