NY SKOLEBYGNING

Den nye skolebygning, der er dimensioneret til 15 samtidige elever, placeres delvist ovenpå aftrykket af den eksisterende bygning, og gives samme bredde og orientering, så de væsentligste sigtelinjer for nabobebyggelsen mod nord, bevares uændret.

Et større areal opnås ved at delvist forlænge bygningen mod syd, og dermed også skabe et klart defineret, sydøstvendt uderum, der tager imod ankomsten fra julemærkehjemmets hovedbygning.

Der arbejdes generelt med at opnå en større tilknytning til de grønne udearealer fra undervisnings- og fællesrum. Foruden det sydøstvendte ankomstområde etableres en terrasse mod vest, samt terrassedøre i alle undervisningsrum, så de har direkte udgang til det fri.

Eleverne ankommer fra hovedbygningen via den eksisterende sti, og videre op på den sydøstvendte terrasse. Terrassen optager terrænspringet i form af trapper med siddetrin på begge sider, der indbyder til, at man slår sig ned, når vejret er godt.

Indgangen til bygningen markeres af et beskyttende halvtag, der samtidig danner et overdækket uderum, så man også kan opholde sig udenfor i regnvejr.

Når eleverne træder indenfor, ankommer de direkte til garderoben, hvor de kan hænge deres tøj og stille de beskidte sko i hver deres garderobeplads. Fra garderoben er der direkte adgang og indblik til både undervisningslokalerne og det store fællesrum.

Undervisningslokalerne er placeret mod nord, hvor de kan få rigelige dagslysindtag uden at risikere overophedning eller øvrige solgener. De to undervisningsrum, samt læsevejledning, har derudover direkte udgang til det fri.

Fra hver af de to undervisningsrum, er der adgang til et mindre grupperum, der gør det muligt at opdele klassen i mindre grupper. Det kan også være her eleverne sætter sig ind, hvis de har brug for at arbejde mere koncentreret og uforstyrret.

I fællesrummet er det muligt at samle alle 15 elever. Det indrettes med en reolvæg, gruppeborde og et fast, terrasseret opholdsmøbel.

Fra fællesrummet er der udgang til en vestvendt terrasse, som i sommerhalvåret er med til at udvide fællesrummets funktionelle areal.

Personalefaciliteterne er samlet i den sydlige ende, hvorfra de har egen, separat indgang, så lokalerne kan benyttes uafhængigt af den øvrige bygning.


TYPE: SKOLE

STATUS: UNDER OPFØRELSE

STØRRELSE: 280 m2

KUNDE: JULEMÆRKEFONDEN

SAMARBEJDSPARTNERE: AKSEL V. JENSEN

LOKATION: KOLLUND